At skulle malke køerne var både en besværlig, men dog let
opgave, taget i betragtning af hvad Johan og Lukas skulle lave. Elisabeth sad
på knæ i høet mens hun i små jag pumpede mælk ud af koens yver. Der lugtende af
muggent hø og komøg. Hun prøvede at ignorere lugten, mens hun sad og
spekulerede over hvornår at Lukas var færdigt med sin opgave og kunne komme
hjem og muge ud, så Elisabeth kunne komme af sted. For søren, hvor der dog
lugtede. I det samme da Elisabeth var færdig med koen Malta, trådte Lukas ind
af døren. Han hilste og fortalte at nu kunne Elisabeth holde lidt fri. Hun
børstede sin kjole for det værste møg og løb ud af stalden. Hun løb over enge
og markeder, gennem den store skov og ud til Kongstedgården, der ikke lå så
langt væk fra Lundegården, hvor Elisabeth arbejde med sin familie. Hendes
familie bestod af hendes lillesøster, Inger, lillebroren Johan og hendes
forældre, Lukas og Gitte. Familien var en fattig en af slagsen og måtte derfor
arbejde på Lundegården for at få mad og husly. De arbejdede sammen med andre
familier, der ligesom dem selv, ikke var rig på andet end familiekærlighed.
Ude på Kongstedgården, var der flot og frodigt. Da det lige
havde været forår og det nu var sommeren der lå forude, var blomsterne sprunget
ud, og træer og buske var store og majestætiske. Bæerne tittede frem mellem de
grønne blade og i solens lys, var det noget af et syn. Selve gården var enorm.
Udenpå, var stenene hvide og vinduernes rammer var malet blå. Man kunne nogle
steder se ind på gardinerne og se ind i de mange prægtige værelser. På begge
sidder af trappen der førte op til hoveddøren, sad der to store løver af sten
og ovenover hoveddøren, hang et hestehoved, også i sten naturligvis. Inde bag
den store facade, lå staldene og markerne. Elisabeth havde aldrig været inde på
selve gården, udover selvfølgelig i stalden, men Nicholas fortalte ofte om hvor
stort og smukt der var derinde. Han havde villet prøvet at smugle hende ind, men
Elisabeth ville ikke risikere at de blev opdaget og aldrig ville kunne ses
igen. Derfor opholdte de sig i stalden, når de var sammen.
Nicholas kom gående ud fra den store indgang og kiggede til
begge sider for at sørger sig for at ingen så ham. Elisabeth kunne mærke at
hjertet begyndte at pumpe hurtigere og da hun sænkede hovedet, kunne hun se
hendes bryst bevæge sig frem og tilbage, i takt med sit hjerte. Da han havde
sikret sig at der var fri bane, løb han mod hende og han omfavnede hende,
knugede hende hårdt ind til sig, som om han aldrig ville ture at gå slip igen.
Hendes håndflader var svedige, både af nervøsiteten og solens hede. Han kyssede
hende og fortalte hvor meget han havde savnet hende. Hun grinede genert, hun
blev nok aldrig vandt til at han, en flot, rig og ung mand der kunne få hvem
han pegede på, netop havde peget på hende. De satte sig i en hvedemark og lagde
sig ned. Hånd i hånd, lå de i de tørre hvedehalm og kiggede på skyerne. Udover
fuglenes sang, var der stille og stemningen var idyllisk. En stille tåre gled
ned af hendes kind.
”Min elskede, hvad græder du for?”, spurgte Nicholas
kærligt, men lettere bekymret. Elisabeth brød nu i gråd og fortalte at hun var
sikker på at hun var blevet gravid. Han blev nødt til at spørge om det var ham
der var faderen og hun forsikrede ham for, at det var han. De snakkede om hvad
de dog skulle gøre, men blev enige om at beholde barnet og holde det hemmeligt
og opfostre barnet og flygte væk sammen, når det var blevet ældre. Han tog
hendes hænder og forsikrede hende om at det nok skulle gå og de nok skulle
finde ud af det hele, for deres kærlighed kunne ingen forhindre.
Månederne gik og Elisabeths mave blev langsomt større og
større. Ingen sagde noget til det og ingen spurgte ind til det, så længe hun gjorde
sit arbejde ordentligt. Nicholas og Elisabeth sås så meget som muligt og på
trods af at deres kærlighed var forbudt, elskede de hinanden meget højt. Selvom
det efterhånden var vinter, var deres forhold brandvarmt og den tid de
tilbragte sammen var fortryllende.
En dag, var Elisabeth kommet over til Nicholas på
Kongstedgården. Hun begravede sig i hans arme og tårer gled af hendes kinder.
Da Nicholas hørte hulkene og mærkede vandet, løftede han blidt hendes hoved og
spurgte hende hvorfor hun dog var bedrøvet. Elisabeth fortalte, med gråd i
stemmen, om hvordan deres Herre på Lundegården havde skældt hendes lillebror ud
for derefter at give ham en gang tæv, mens alle havde kigget. Hjemme på gården,
sad hele Elisabeths familie og trøstede Johan og renset hans sår, dog med
beskidt vand så hvor rent såret egentlig blev, var tvivlsomt. Elisabeth græd og
græd, men hun stoppede brat og kiggede op på Nicholas, stadig med tåre i øjnene
og sagde; ”Nicholas, jeg vil ikke have vores barn til at vokse op på denne måde.
Det skal ikke gennemgå de samme ting som jeg har, gennem hele min barndom. Lad
os stikke af, bare du og jeg, lagt væk til et sted hvor at vi er frie, hvor at
ingen har ret til at slå os og behandle os som dyr. Vi skal bare væk fra det
her sted.. i nat.” Nicholas knugede hende ind til sig og nikkede. Han vidste
godt at det var nødvendigt selvom hans far ville blive rasende og han vidste at
hvis hans far nogensinde fandt ham, ville han begrave ham levende. Hvad han
ikke vidste, var at faren stod ikke langt derfra og havde hørt alt. Faren hørte
hvordan de planlagde hvordan og hvornår de skulle flygte, hvor de skulle hen og
han hørte hvordan de overbeviste hinanden om at det hele nok skulle gå. Faren
var forfærdet og han var sur og skuffet over sin søn. Han var flov hvordan hans
søn, den rige og flotte arving til den store gård, blive forelsket i en ussel,
lille slavetøs. I hans hoved, gav det ingen mening og det var uacceptabelt. At
de oveni købet også skulle have et barn sammen, det var for meget for faren. Straks
efter, gik han ned til sine mænd og fortalte om katastrofen.
Næste morgen, var familien på Lundegården i dyb sorg. Alle
vidste hvad der var sket, og at Elisabeth og hendes barn ikke længere var i
live. Nicholas’ far havde sendt sine mænd ned i skoven, på det tidspunkt han
havde hørt Nicholas og Elisabeth aftale. Mændene havde dræbt Elisabeth, for hun
var en kælling som havde manipuleret med hans søn, mente faren, og derfor
skulle hun aldrig mere se ham igen. Angående sønnen, havde de spæret ham inde. Han
var en skamplet for familien og det han havde gjort, var utilgiveligt. Aldrig
mere, skulle han have lov til at elske igen.
opgaver:
- Kunne dette være sket i 1930-1950'erne?
- Hvad er de socialrealistiske træk?
- Hvad tænker du på når du læse denne historie?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar