mandag den 17. september 2012

Socialrealisme


Socialrealismen er en af de danske tidsperioder. den strækker sig fra 1930 til 1950. socialrealismen kommer lige efter romantikken og blev startet af forfattere, som fik nok af det idylliske og nærmest falske billede af den daværende hverdag. for det var ikke alle der havde det så godt som man kan læse i romantikkens historier og de socialrealistiske forfatter ville derfor kaste lidt lys over hvordan virkeligheden foregik.

Socialrealismen gik ud på at skrive om de svage og syge i samfundet som kæmpede sig gennem hverdagen, der var hårdere end man egentlig skulle tro. romantikken havde givet et forkert billede af underklassen og derfor begyndte mange forfattere at skifte det smukke og idylliske billede, fra romantikken, ud med et mere realistisk portræt af dagligdagen.
den første forfatter der rigtig begyndte at skrive on socialrealismen var Henrik pontoppidan, der begyndte at skrive om det i det moderne gennembrud. efter følgende fulgte flere og flere forfattere i hans fodspor og sådan opstod socialrealismen.





Opgaver: 


  • Hvad synes du om socialrealisme?
  • Hvordan tror du at de havde det den gang?
  • Hvornår startede socialrealismen?

En historie med indblik i socialrealismen

At skulle malke køerne var både en besværlig, men dog let opgave, taget i betragtning af hvad Johan og Lukas skulle lave. Elisabeth sad på knæ i høet mens hun i små jag pumpede mælk ud af koens yver. Der lugtende af muggent hø og komøg. Hun prøvede at ignorere lugten, mens hun sad og spekulerede over hvornår at Lukas var færdigt med sin opgave og kunne komme hjem og muge ud, så Elisabeth kunne komme af sted. For søren, hvor der dog lugtede. I det samme da Elisabeth var færdig med koen Malta, trådte Lukas ind af døren. Han hilste og fortalte at nu kunne Elisabeth holde lidt fri. Hun børstede sin kjole for det værste møg og løb ud af stalden. Hun løb over enge og markeder, gennem den store skov og ud til Kongstedgården, der ikke lå så langt væk fra Lundegården, hvor Elisabeth arbejde med sin familie. Hendes familie bestod af hendes lillesøster, Inger, lillebroren Johan og hendes forældre, Lukas og Gitte. Familien var en fattig en af slagsen og måtte derfor arbejde på Lundegården for at få mad og husly. De arbejdede sammen med andre familier, der ligesom dem selv, ikke var rig på andet end familiekærlighed.
Ude på Kongstedgården, var der flot og frodigt. Da det lige havde været forår og det nu var sommeren der lå forude, var blomsterne sprunget ud, og træer og buske var store og majestætiske. Bæerne tittede frem mellem de grønne blade og i solens lys, var det noget af et syn. Selve gården var enorm. Udenpå, var stenene hvide og vinduernes rammer var malet blå. Man kunne nogle steder se ind på gardinerne og se ind i de mange prægtige værelser. På begge sidder af trappen der førte op til hoveddøren, sad der to store løver af sten og ovenover hoveddøren, hang et hestehoved, også i sten naturligvis. Inde bag den store facade, lå staldene og markerne. Elisabeth havde aldrig været inde på selve gården, udover selvfølgelig i stalden, men Nicholas fortalte ofte om hvor stort og smukt der var derinde. Han havde villet prøvet at smugle hende ind, men Elisabeth ville ikke risikere at de blev opdaget og aldrig ville kunne ses igen. Derfor opholdte de sig i stalden, når de var sammen.
Nicholas kom gående ud fra den store indgang og kiggede til begge sider for at sørger sig for at ingen så ham. Elisabeth kunne mærke at hjertet begyndte at pumpe hurtigere og da hun sænkede hovedet, kunne hun se hendes bryst bevæge sig frem og tilbage, i takt med sit hjerte. Da han havde sikret sig at der var fri bane, løb han mod hende og han omfavnede hende, knugede hende hårdt ind til sig, som om han aldrig ville ture at gå slip igen. Hendes håndflader var svedige, både af nervøsiteten og solens hede. Han kyssede hende og fortalte hvor meget han havde savnet hende. Hun grinede genert, hun blev nok aldrig vandt til at han, en flot, rig og ung mand der kunne få hvem han pegede på, netop havde peget på hende. De satte sig i en hvedemark og lagde sig ned. Hånd i hånd, lå de i de tørre hvedehalm og kiggede på skyerne. Udover fuglenes sang, var der stille og stemningen var idyllisk. En stille tåre gled ned af hendes kind.

”Min elskede, hvad græder du for?”, spurgte Nicholas kærligt, men lettere bekymret. Elisabeth brød nu i gråd og fortalte at hun var sikker på at hun var blevet gravid. Han blev nødt til at spørge om det var ham der var faderen og hun forsikrede ham for, at det var han. De snakkede om hvad de dog skulle gøre, men blev enige om at beholde barnet og holde det hemmeligt og opfostre barnet og flygte væk sammen, når det var blevet ældre. Han tog hendes hænder og forsikrede hende om at det nok skulle gå og de nok skulle finde ud af det hele, for deres kærlighed kunne ingen forhindre.
Månederne gik og Elisabeths mave blev langsomt større og større. Ingen sagde noget til det og ingen spurgte ind til det, så længe hun gjorde sit arbejde ordentligt. Nicholas og Elisabeth sås så meget som muligt og på trods af at deres kærlighed var forbudt, elskede de hinanden meget højt. Selvom det efterhånden var vinter, var deres forhold brandvarmt og den tid de tilbragte sammen var fortryllende.

En dag, var Elisabeth kommet over til Nicholas på Kongstedgården. Hun begravede sig i hans arme og tårer gled af hendes kinder. Da Nicholas hørte hulkene og mærkede vandet, løftede han blidt hendes hoved og spurgte hende hvorfor hun dog var bedrøvet. Elisabeth fortalte, med gråd i stemmen, om hvordan deres Herre på Lundegården havde skældt hendes lillebror ud for derefter at give ham en gang tæv, mens alle havde kigget. Hjemme på gården, sad hele Elisabeths familie og trøstede Johan og renset hans sår, dog med beskidt vand så hvor rent såret egentlig blev, var tvivlsomt. Elisabeth græd og græd, men hun stoppede brat og kiggede op på Nicholas, stadig med tåre i øjnene og sagde; ”Nicholas, jeg vil ikke have vores barn til at vokse op på denne måde. Det skal ikke gennemgå de samme ting som jeg har, gennem hele min barndom. Lad os stikke af, bare du og jeg, lagt væk til et sted hvor at vi er frie, hvor at ingen har ret til at slå os og behandle os som dyr. Vi skal bare væk fra det her sted.. i nat.” Nicholas knugede hende ind til sig og nikkede. Han vidste godt at det var nødvendigt selvom hans far ville blive rasende og han vidste at hvis hans far nogensinde fandt ham, ville han begrave ham levende. Hvad han ikke vidste, var at faren stod ikke langt derfra og havde hørt alt. Faren hørte hvordan de planlagde hvordan og hvornår de skulle flygte, hvor de skulle hen og han hørte hvordan de overbeviste hinanden om at det hele nok skulle gå. Faren var forfærdet og han var sur og skuffet over sin søn. Han var flov hvordan hans søn, den rige og flotte arving til den store gård, blive forelsket i en ussel, lille slavetøs. I hans hoved, gav det ingen mening og det var uacceptabelt. At de oveni købet også skulle have et barn sammen, det var for meget for faren. Straks efter, gik han ned til sine mænd og fortalte om katastrofen.
Næste morgen, var familien på Lundegården i dyb sorg. Alle vidste hvad der var sket, og at Elisabeth og hendes barn ikke længere var i live. Nicholas’ far havde sendt sine mænd ned i skoven, på det tidspunkt han havde hørt Nicholas og Elisabeth aftale. Mændene havde dræbt Elisabeth, for hun var en kælling som havde manipuleret med hans søn, mente faren, og derfor skulle hun aldrig mere se ham igen. Angående sønnen, havde de spæret ham inde. Han var en skamplet for familien og det han havde gjort, var utilgiveligt. Aldrig mere, skulle han have lov til at elske igen.

opgaver:

  • Kunne dette være sket i 1930-1950'erne?
  • Hvad er de socialrealistiske træk?
  • Hvad tænker du på når du læse denne historie?

Medierne i socialrealismen

Henrik Pontoppidan blev født i 1857 og døde i 1943. Han var en dansk forfatter, der hovedsageligt skrev romaner. Hans tre hovedværker er Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige.
Han blev ikke færdig med sin novelle ” Landsbyens Dronning” men den skulle være en socialrealistisk novelle, Knokkelmanden er også en socialrealistisk novelle . Prøv at læse dem, så finder du ud af hvad socialrealismen er, hvis ikke du ved det.
Han har skrevet 113 bøger nogle af den var socialrealismen, romaner, noveller, digte, breve, eventyr, biografi og fortællinger. De fleste er romaner og noveller.

De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og den barske virkelighed, mere sørgeligt end andre forfatter. 
Henrik Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur i 1917. 
Henrik Pontoppidan´s romaner og noveller giver et usædvanligt omfattende billede af hans land og tidsaldre.




Martin Andersen Nexø blev født i 1869 og døde i 1954. han var en dansk forfatter. Som 8-årig flyttede han med sin familie til Bornholm. Hans barndomshjem i Nexø er i dag indrettet som museum. Navnet Nexø blev føjet til hans efternavn. En kuriøs forklaring er, at han ikke ønskede, at hans bøger skulle stå i øverste venstre hjørne hos boghandleren (under Andersen), derfor fik han navnet Nexø, som står lige omkring øjenhøjde. blev filmatiseret. Filmen Pelle Erobreren, der dog kun dækker første bind af roman

Han skrivemåde  socialist og kommunist . Blandt hans hovedværker er Pelle Erobreren (1906-10) og Ditte Menneskebarn 1917-21. Begge disse romaner ens fire bind, er instrueret af Bille August, og den fik en Oscar i 1989 som bedste udenlandske film. Pelle Erobreren er en socialrealistisk film, den viser meget, hvad socialrealismen er. 

Opgaver: 

  •         Hvorfor skrev martin andersen nexø og henrik pontoppidan om socialrealismen?
  •     Kender i flere film  og bøger som der er lavet på socialrealismen?
  •       Kunne i selv finde på at skrive om socialrealismen, hvis i var forfatter i 1900´tallet? begrund dit svar.